Om ridefysioterapi
I ridefysioterapi udnytter vi hestens varme og bevægelser. Hestens skridtgang overfører et bevægelsesmønster til patienten, som svarer til gangbevægelsen. Hermed opnås:
- bedre balance
- afspænding af spastiske muskler
- generel styrkelse af kroppens muskler
- forbedring af gangmønster og koordination
- forbedret sansemotorik
- kontrakturforebyggelse (udspænding af for korte muskler)
- bedre postural kontrol (hoved-. og kropskontrol)
- blodcirkulationen øges
Ridefysioterapeuten vælger ud fra patientens funktionsniveau den bedst egnede hest og de nødvendige hjælpemidler. Hesten skal passe i højde, bredde, gangart og rygsving, for at den enkelte patient kan få det mest optimale ud af behandlingen.
Patienten instrueres i at følge hestens bevægelser for at træne ovennævnte punkter.
Udover glæden ved at træne sammen med et levende dyr, er ridefysioterapi også samvær med andre mennesker. Der er andre patienter, ridefysioterapeut, handicaprideinstruktør og medhjælpere til stede.